Individuel terapi

I den individuelle samtaleterapi vil jeg hjælpe dig med at arbejde med de problemstillinger, der optager dig i dit liv lige nu, og som forhindrer dig i at leve det gode liv for dig.

Der kan være mange grunde til at søge hjælp

Uanset om du er ramt af voldsomme ydre begivenheder som skilsmisse, dødsfald eller sygdom, eller om du plages af tidligere traumer og indre besvære som usikkerhed, angst, lavt selvværd eller depression, så vil den individuelle terapi kunne støtte dig i en proces imod et mere meningsfuldt liv for dig.

Al form for forandring starter med en forståelse og accept af den du er lige nu.

Jeg tror på, at enhver vej til forandring starter med en forståelse og anerkendelse af sig selv og sin måde at være i verden på og i relationer på.
Jeg vil derfor sammen med dig gå på opdagelse i din fortælling og dine problematikker ved at støtte og hjælpe dig til at mærke dig selv, dine kropslige signaler, følelser, tanker og behov.

Du vil igennem samtalen opleve at få en dybere forståelse for dig selv og det, der har formet dig til netop den, du er, på godt og ondt.
Din måde at opleve og være i verden på, dine sårbarheder og ikke mindst dine styrker og ressourcer og handlemuligheder.
Du vil opleve at få en øget omsorg og kærlighed til dig selv, i det du kæmper med og ikke bryder dig om ved dig selv.
Og du vil mærke, hvorledes denne måde at arbejde med dig selv på vil generere styrke og lyst til at tage ejerskab og handling for dit gode liv.

Vælg din terapeut

Har du kæmpet alene med det samme besvær alt for længe, eller har du dårlige erfaringer med tidligere forsøg på at søge hjælp, så er det helt naturligt at frustrationen, opgivelsen og selv-krittiken banker på.
Nogle kan helt få en oplevelse af, at de ikke står til at hjælpe, men dette er aldrig sandt.
Fordi terapi foregår i et samspil imellem dig og din terapeut, så er det så umådeligt vigtigt, at du finder den rette terapeut for dig.

Det mest afgørende, for om terapien bliver en succes, er, at du føler dig tryg og godt tilpas i relationen til din terapeut.
Det kræver tryghed og tillid at vove sig frem med det mest smertefulde og sårbare i sig, og da udviklingspotentialet ligger netop i dette sårbare møde, er det uhyre vigtigt, at du er tryg ved den, du taler med.
Nogle gange kræver dette, at du må søge lidt rundt, til du finder den helt rette terapeut for dig, men det er den søgen værd.

Den første samtale hos mig

Den første samtale hos mig giver dig mulighed for at mærke efter, om jeg er den rette terapeut for dig.
Stil endelig alle de spørgsmål, der presser sig på, og fortæl også gerne, hvis du har tidligere dårlige erfaringer med dig, som du ikke ønsker gentaget, eller som du ønsker, jeg skal passe særligt på.

I den første samtale vil jeg spørge lidt ind til din fortælling og til, hvorfor du har valgt at søge hjælp netop nu.
Jeg vil høre lidt om, hvad du kommer af og har med dig af betydningsfulde hændelser i dit liv.
Jeg vil støtte dig i at sætte nogle klare mål og retninger op for forløbet, så jeg bedst muligt kan hjælpe dig med det, der har størst betydning for dig lige nu.

Det videre forløb

Et terapeutisk forløb er lige så forskelligt, som vi er forskellige som mennesker.
Det afhænger af, hvad du ønsker at få hjælp til.
Det kan være et kort afgrænset forløb omkring et enkelt traume eller besvær, men det kan også være en mere kontinuerlig støtte i personlig udvikling og i de udfordringer, vi alle bydes livet igennem.




Terapien er dit rum til dig

Uanset årsagen til, at du har valgt at starte i terapi, så vil du opleve det forløsende i at være i en kontaktfuld relation, hvor du er den, som alting drejer om.

At blive set, hørt og mødt af et andet menneske de steder, hvor du ellers har oplevet dig alene, misforstået eller forkert, er noget af det mest helende, vi mennesker kan opleve.

Kroppen husker, men forstår vi dens signaler

Traumatiske oplevelser kan blokere for, at dit nervesystem fungerer normalt. Kroppen kan så at sige blive låst fast i en slags stressreaktion, hvor du oplever, at din krop reagerer, uden at du måske helt forstår hvorfor.

Men vejen til forståelse og heling ligger samme sted som reaktionen, nemlig i kroppens ubevidste signalering.